Det vækker forargelse hos de fleste, når et forældrepar udøver vold mod deres eget barn.
I dag er et ålborgensisk forældrepar sigtet for at forårsage voldsomme skader på deres kun fire måneder gamle baby, der er blevet indlagt med adskillige brud på kroppen.
Læge og forfatter til flere børnebøger Vibeke Manniche mener, at systemet har svigtet, når så en grov mishandling kan finde sted.
"Hvor har sundhedsplejersken været henne? Vi bliver nødt til at spørge os selv, om vores sikkerhedsnet er godt nok over for børn, babyer, nyfødte, når sådan noget sker. Og det må vi jo sige nej til," siger hun til Nyhedsbureaet Newspaq.
Vibeke Manniche mener, at hurtig handling er altafgørende i en sag som denne.
"Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man skal sætte himmel og hav i bevægelse for at få barnet tvangsadopteret. For at få det i hænder, hvor det ikke er penge, der driver familier, som du tit ser ved plejefamilier, men hvor det alene er kærlighed," siger hun.
Hun mener, at tvangsadoptioner generelt er noget, der sker alt for sjældent i Danmark.
Skaderne, som forældrene har påført barnet, kan ifølge Vibeke Manniche give varige mén, hvis der har været blødninger i hjernen, som er det, man tit ser, når babyer bliver rusket.
Aalborg kommune har nu besluttet at tvangsfjerne barnet. Parret blev anholdt i går kl. 14.00, og begge nægter sig skyldige.
Forældreparret er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 246, der omhandler legemsangreb af en så grov beskaffenhed, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.