Mange børnehaver og vuggestuer har i dag på eget initiativ regler for og endda også ofte forbud mod søde sager. Slik og kager kan nemlig lægge kimen til overvægt og skaber en mere konfliktfyldt hverdag i institutionerne. Og nu opfordrer også familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) til, at søde sager kommer helt ud af alle de offentlige institutioner, skriver Fyens Stiftstidende.
- Jeg mener simpelthen, at slik og kage skal helt ud af vuggestue og børnehave, siger ministeren til Fyens Stiftstidende.
Børnelæge Vibeke Manniche har i mange år beskæftiget sig med børn og overvægt, og hun mener, at ministerens udmelding er fin, men opfordringen kunne ændres til lovindgreb.
- Jeg så gerne, at man gik videre fra at opfordre til decideret at lovgive. Det vil sikre børnene en sund hverdag i offentligt regi, siger hun.