Influenza, mellemørebetændelse eller ondt i hovedet. Børnehaver i Odense Kommune er som led i et forsøg med Odense Universitetshospital begyndt at registrere, hvad det er for nogle sygdomme, der holder de små hjemme under dynen. Det skriver Berlingske Tidende.
Registret skal give overblik over, hvor tit børnehavebørnene er syge, og hvad det er for nogle sygdomme, de bliver ramt af. Det skal i sidste ende bruges til at forebygge udbredelsen af lange næser og varme pander hos børnene i kommunens børnehaver.
- Når det gælder børn, så er det som om vi bare har accepteret, at de er meget syge, når de går i daginstitution, siger sundhedsplejerske fra Odense Mette Bill Ladegaard til avisen.
Det skal arkivet nu gøre op med.