»Får, får« kalder Jehan på fire år. Hun har fundet en gren med grønne blade, som hun vil give til en af børnehavens fritgående får. I nærheden leger en drenge på en kæmpe hoppenpude.
»Argh, argh,« lyder det igen og igen. De små og halvstore drenge ruller, hopper og springer rundt imellem hinanden i en kaotisk brydekamp.
Men snart bliver der måske ingen dyr og mindre plads i børnenes hverdag. Københavns Kommune vil spare 278 millioner kroner over fire år, og det skal blandt andet ske ved at sammenlægge og lukke institutioner. Der skal være flere store integrerede institutioner med gode udeforhold og færre små lejlighedsinstitutioner uden legeplads, lyder intentionen fra børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
Pipfugle, heste og får
Netop derfor er det helt sort for børn og forældre, at 44 børnehavebørn skal flyttes fra Børnehuset RYAC til Børnehuset Dragen, og at 45 fritidshjemsbørn flyttes den anden vej. For det vil betyde, at to integrerede institutioner bliver adskilt i én børnehave og ét fritidshjem. Desuden mister 44 børnehavebørn deres dejlige oase til gengæld for meget små forhold. Altså stik mod intentionen. Det er børn og forældre kede af:
»Vi har det hele her. Vi har næsten en hel bondegård. Vi har pipfugle, heste og får,« siger Karoline på fire år i Børnehaven RYAC. Desuden er der ingen besparelser i kroner og øre at hente. Det viser kommunens egne beregninger.
Ifølge souschef i distriktskontoret i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Bispebjerg Arne Hjort skal de 44 børnehavebørn og 45 fritidshjemsbørn flyttes, fordi der er for mange ubrugte fritidshjemspladser i den ene institution. Men antallet af pladser kommer ikke til at ændre sig med flytningen.
Ingen ønsker ændringer
Hverken i børnehaven med de fine fysiske forhold eller børnehaven med de mere ydmyge forhold ønsker forældrene sig forandringen. For de holder af hver deres særpræg og kvaliteter.
»Jeg ser ikke andet end udgifter og besværligheder og forringelser for alle børnene ved det her,« siger Trine Borg, mor til Albert på 5 år og Roben på 8 år i Børnehuset Dragen. Her er særpræget ro og nærhed til pædagogerne. Noget, der vil forsvinde med 44 flere børn klemt inde på samme plads, mener hun.
Det er SF, S og R, der har indgået et forlig om besparelser og sammenlægninger. Der bliver taget endeligt stilling til forliget om en lille måned. Indtil da vil forældre forsøge at lade deres røst blive hørt.