Der vil være langt mellem de økologiske måltider i flere børnehaver, når de fra nytår skal tilbyde frokostordninger til børnene. Det er nemlig under en tredjedel af kommunerne, der prioriterer økologisk mad.
Det viser en rundspørge til de ansvarlige chefer på området, som Politiken har lavet.
Rundspørgen viser, at 28 procent af kommunerne planlægger, at så meget af maden som muligt er økologisk, mens en enkelt kommune tilstræber at lave hundred procent økologisk mad. Til gengæld er der 32 procent af kommunerne, der ikke satser på økologisk mad.
Ifølge børnechef i Randers Kommune, Dorthe Brøns Christensen, er der ganske enkelt ikke råd til økologi.
"Vi forestiller os simpelthen ikke, at det kan lade sig gøre inden for den økonomiske ramme at lave økologisk mad," forklarer hun.
I Albertslund har de i årevis serveret økologisk frokost for børnene uden at hæve taksterne for en daginsitutionsplads - og økologien fortsætter, lover Albertslunds borgmester Finn Aaberg (S).
"Sådan er det, fordi vi vil have, at de børn, der vokser op i Albertslund, ikke skal plages af pesticidrester, hormonforstyrrende stoffer, medicinrester og den slags," siger borgmesteren.