Det var ikke et hønseæg, som børnehavebørn onsdag formiddag fandt i en hønsegård på deres legeplads, men en bombe. Derfor blev politiet straks kontaktet – og de tilkaldte bomberydderne, der kunne konstatere, at der var tale om en særlig farlig type krysantemumbombe med en såkaldt to sekunders lunte.
Politiet valgte derfor at evakuere Børnehaven Kridthuset og en nærliggende skole i Hillerslev, nord for Thisted. Det skriver DR Nyheder.
Ifølge vicepolitikommisær Allan Riis fra Thisted Politi havde børn på legepladsen set, at et hegn omkring et hønsehus var brudt ned, og inde i hønsehuset fandt de en bombe på størrelse med en håndbold.
Politiet i Thisted vurderer, at børnene helt klart har været i livsfare.
Bomben er nu blevet bragt til sprængning.