Næsten hver tredje af landets 800.000 børnefamilier har i dag flere biler i garagen.
På 10 år er antallet af børnefamilier med to personbiler næsten fordoblet fra 110.921 til 212.721 ifølge Danmarks Statistik.
Det skriver metroxpress.
Antal familier med børn og tre biler i husstanden er næsten firdoblet, og endelig er der nu over seks gange så mange familier med mere end tre biler i garagen. Noget af stigningen kan dog forklares med, at Danmarks Statistik ændrede sin opgørelse.
De mange nye bilkunder har især købt minibiler, forklarer direktør Jens Brandstrup fra Danmarks Automobilhandler Forening.
- Mange forældre har ikke råd til at købe en lejlighed, når sønnen skal på universitetet, men giver ham så en lille bil, mens han bor hjemme. Det er en tendens, vi virkelig kan mærke. Familier har i dag biler til flere formål - en stor bil til lange ture, en mindre til at handle i og så en minibil til datteren, forklarer han til metroxpress.
Foreningen har lavet en større analyse af markedet, der bekræfter tendensen, som også bekræftes af forbrugerøkonom Ann Lehmann Eriksen fra Nordea:
- Unge skal jo nå meget og har ofte store transportbehov til sport og fritidsjob. Minibiler er både billige - og billige i drift, så derfor er de ofte blevet bil nummer to og tre i mange familier, siger hun.