Vinterferien er lige rundt om hjørnet, og det betyder, at mange familier så småt begynder at finde skitøjet og de lange underbukser frem.
Men hvor foretrækker forældre at holde skiferie med deres børn?
I de norske fjelde, viser en undersøgelse, som rederiet DFDS Seaways har lavet.
Ifølge landechef Kevin Helsinghof fra DFDS Seaways skyldes det, at Norge som skiland er meget børnevenligt.
- De sproglige barriere er mindre, fordi de fleste skiguider kan dansk. Området er rimeligt overskueligt, og der er en stor mængde af de rigtige pister. Samtidig kan danskerne godt lide at være i en hytte, siger han til Newspaq.
Undersøgelsen viser, at knap halvdelen af forældrene foretrækker Norge som skiland, mens Østrig og Sverige kommer ind på de efterfølgende pladser.
Kevin Helsinghof fremhæver også det faktum, at man i 100 år har kunnet sejle på ruten København-Oslo.
- Der er rigtig mange, der godt kan lide at komme sejlende til deres skiferie. Der er en lang historik med Oslo-båden, siger han.
Undersøgelsen viser også, at mange forældre, der selv har holdt ferie i Norge som børn, nu vender tilbage med deres egne poder.
Newspaq