Hvis politikerne gerne vil hjælpe landets børnefamilier med at få hverdagen til at hænge bedre sammen, så skal de skaffe billig rengøring og havearbejde.
Det viser en undersøgelse som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4.
857 børnefamilier har svaret på, hvilke af 10 tiltag, der ville hjælpe dem mest i hverdagen, og her vinder billigere hjemmeservice klart med 26 procent.
Mere frihed i forbindelse med børns sygdom er ifølge 16 procent af besvarelserne det næstmest fortrukne, der kunne lette hverdagen. Endelig ville 11 procent gerne have bedre muligheder for at arbejde hjemme.
I undersøgelserne oplyser næsten 4 ud af 10 forældre, at de hver dag eller et par gange om ugen har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.
På onsdag fremlægger Familie- og Arbejdslivskommissionen sine anbefalinger til, hvordan man bedst hjælper børnefamilierne.
Her vil emner som færre lukkedage i institutionerne og tidsbank formentligt indgå, men seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, Helle Holt, vurderer på baggrund af undersøgelsen, at adgang til billig hjælp i hjemmet ville betyde meget mere for børnefamilierne.