Tre mennesker, heriblandt et lille barn, blev tidligt i morges reddet fra en brændende båd, som derefter hurtigt gik til bunds på 27 meter vand.
Båden stod i flammer på vandet øst for Hirsholmene.
Det skriver Sæby Redningsstation på Facebook.-
- Søndag morgen omkring 0735 blev vi på Sæby Redningsstation kaldt ud til en båd i brand øst for Hirsholmene. Røgfanen kunne tydeligt ses fra Sæby Havn, til trods for der var omkring 10 sømil til havaristen, skriver redningsstationen i opslaget.
En redningshelikopter, tre ambulancer og en politipatrulje blev også tilkaldt fra Skagen Redningsstation.
Den lille familie var gået ombord i deres slæbejolle og derefter taget ombord af en anden lystbåd.
Sæby Redningsstation fik hurtigt sejlet de tre personer tilbage i havnen, hvor de tilkaldte ambulancer var klar til at observere dem for mulig røgforgiftning.
Derefter sejlede Sæby Redningsstation igen ud til den brændende båd for at hjælpe med slukningsarbejdet på båden, der næsten udbrændte og altså sank.