Hvis forældre griber det rigtigt an, kan det sagtens blive en god oplevelse for børn at være med på arbejde, mener børneeksperter. Så forældre til de 121.963 børn, der, fra på mandag, ikke kan komme i daginstitution på grund af pædagogernes strejke, skal ikke fortvivle helt. Måske kan de få nogle gode dage på mors eller fars arbejde – hvis ellers det er gearet til børn.
Kedeligt at kigge på
»Hvis forældre forbereder deres børn på, hvad der skal ske, lader dem positivt op ved at sige, at det bliver sjovt, og inddrager dem med små opgaver, så kan det faktisk blive en rigtig god oplevelse for både forældre og børn,« siger børnepsykolog John Aasted Hasle.
Med små opgaver mener børnepsykologen, at forældre skal lade deres børn lege, at de løser nogle af de samme opgaver, som de selv gør. For eksempel at de taler i telefon eller udfylder en ordreseddel.
»Børn elsker nemlig at lege vokse på arbejde, ligesom de elsker at lege far, mor og børn, så hvis de får lov til det, får de en spændende dag,« siger han. Det får de derimod ikke, hvis de kun må kigge på. For børn i daginstitutionsalderen er ikke særlig gode til at kigge på, så det ville bare udløse kedsomhed, påpeger han.
Også forfatter og foredragsholder om børn Birk Christensen mener, at børn kan have glæde af at være med mor og far på arbejde.
»Mange børn aner ikke, hvad deres forældre laver, men de vil gerne vide det. Så måske kan strejken betragtes som en kærkommen mulighed for at børn får indblik i deres forældres arbejde,« siger han.
Pas på korrektioner
Hos virksomheden Rambøll Danmark har man gode erfaringer med at lade medarbejderne tage deres børn med på arbejde. »Så sidder de som regel at tegner, spiller computer eller er lidt med i arbejdet, og det plejer at gå fint,« siger personalechef Kirsten Torp.
I Rambøll har medarbejdere derfor frit slag til at tage deres børn med på arbejde under strejken.
Men uanset hvad, er det svært at passe arbejde og børn samtidig. Derfor skal forældre gøre sig klart, at de ikke vil kunne få lige så meget fra hånden, som de plejer, understreger John Aasted Hasle.
»Så undgår de nemlig at blive frustrerede over, at de bliver afbrudt hele tiden, og så slipper deres børn for den perlerække af korrektioner, som det ofte vil føre med sig, hvis mor eller far bliver stresset,« siger børnepsykolog John Aasted Hasle.
Forbered dit barn på, at dagen ikke bliver som sædvanlig.Lad barnet op ved at sige, at det bliver spændende.
Lad være med at hælde bekymringer om pasning og arbejdspres i hovedet på dit barn.
Erkend at du ikke når at lave så meget, som du plejer.
Inddrag dit barn i dit arbejde.
Undgå at irettesætte dit barn konstant, sørg for at aktivere det.