Børn i alkoholramte familier har lært at holde tæt.
Selvom de lider af omsorgssvigt, sladrer de ikke. For de ved intuitivt, at druk får konsekvenser, hvis det slipper ud. Derfor fortæller de ikke noget til nogen. Men på internettet tør de komme frem:
»Vi har børn helt ned til ti år, der fortæller gribende historier om druk i familien. Det er en gruppe, som vi ellers aldrig får fat i, men på internettet oplever børnene, at de er helt anonyme, og derfor tør de henvende sig til os,« fortæller Allan Jonas, der er projektleder på Hope.dk, som er en alkoholrådgivning til pårørende.
Rådgivningen foregår kun på nettet, og det betyder, at rådgiverne kommer i kontakt med en helt anden gruppe end dem, der ellers beder om hjælp.
Ekstra tilbud i en måned
I julen plejer behovet for hjælp at være ekstra stort, for traditionen tro, er julen højtid for druk i familien. Derfor kommer der nu et ekstra tilbud om hjælp. Fra i dag og indtil 13. januar er der et håndplukket rådgivningspanel klar ved computeren, og panelet vil gratis hjælpe dem, der skriver ind til www.hope.dk.
»Børn er bange for, hvad der sker, når drukken bliver kendt. Derfor tør de kun bede om hjælp, når det er risikofrit. Det er det hos os, for de er helt anonyme. Første skridt er, at børnene tør tale om det. Men målet er selvfølgelig, at det skal ende med, at vi kan henvise til hjælp,« forklarer Allan Jonas.
Hope.dk samarbejder med over 800 alkoholbehandlingssteder i hele landet, så Hope kan altid henvise til hjælp i nærheden, hvis nogen ønsker det.
Sundhedsstyrelsen skønner, at mindst 60.000 børn lever i familier med alkoholproblemer, der er store, at forældrene har været på hospitalet med deres lidelser, Cirka 30 procent af børnene får psykiske vanskeligheder som voksne, og samme andel får selv problemer med alkohol eller stoffer.