Landede vi virkelig på Månen? Var det USA selv, der stod bag 11. september-angrebet? Og var Napoleon i virkeligheden tysk spion?
Det hele står på nettet, men det er ikke nødvendigvis sandt – og den erkendelse bliver børn i alle aldre bedre og bedre til at nå. De går nemlig mere kritisk til de informationer, de finder på nettet. I 2003 mente godt hvert andet barn, at alt eller det meste af internettets indhold er sandt – mens den holdning i 2008 kun var delt af hver tredje.
Det viser en opgørelse fra det norske Medietilsynet, der holder øje med udviklingen af nettet.
Børn lærer af hinanden
Sådan en udvikling er umiddelbart glædelig, mener tidligere formand for Børnerådet Klaus Wilmann. Og forklaringen er åbenlys, mener han:
»Børn lærer af deres forældre, men de bliver også bedre til at udveksle erfaringer med hinanden. Det er nødvendigt, for der er mange farer på nettet, og børn debuterer tidligere og tidligere foran skærmen,« siger Klaus Wilmann og vurderer, at også danske børn bliver bedre til at være kritiske over for informationer.
Det er 14-årige Line Carstensen fra Aabenraa enig i.
»Der er mange ting på nettet, jeg ikke tror på. For eksempel Wikipedia (et gratis, brugerredigeret leksikon på nettet, red.), fordi alle og enhver kan oprette artikler til det,« siger hun.
Line Carstensen er tit faldet over oplysninger, som hun har studset over.
»Jeg så et sted på nettet, at Hitler i virkeligheden ikke var så slem, og at Elvis ikke var død. Så diskuterer jeg det lige med mine kammerater,« siger hun.
Bruger det til lektier
Den kritiske sans betyder, at børn får mere ud af nettet end tidligere, vurderer de norske forskere bag undersøgelsen – og det er voksne for dårlige til at anerkende:
»Mange voksne fokuserer på problemer, når de taler med børnene om nettet. Men over halvdelen af børn bruger nettet til lektielæsning, eller også holder de kontakt med vennerne gennem chat,« siger projektleder Stian Lindbøl fra Medietilsynet.
Undersøgelsen viser også, at truslen om at møde suspekte voksne på nettet opfattes som mindre af børnene. Men også, at en fjerdedel af børnene har oplevet, at der er blevet lagt billeder ud af dem, uden at vidste det.