Krudt og kugler har altid fascineret unge drenge - og gør det stadig.
Det har politiet på Fyn måttet sande, efter de ved en ransagning har fundet kraftige og livsfarlige hjemmelavede bomber hos unge drenge, der går i 7. og 8. klassetrin, skriver Fyens Stiftstidende.
"De er formentligt lavet i udlandet og kommet hertil. Så er de solgt til de unge mennesker, som har købt dem hos en anden dreng, som har købt dem et tredje sted. Det er dét vi efterforsker nu," siger vicepolitikommisær hos Nyborg Politi, Erik Mågaard, til Newspaq.
Bomberne er lavet af rør fra køkkenruller, der er forseglet i begge ender med plastik og omviklet med kraftig tape.
I forgårs havde politien en sag, hvor en sådan rørbombe var puttet ned i en galvaniseret postkasse. Låget alene vejede 2,5 kg og det fløj over på den anden side af vejen gennem naboens dobbelte thermoruder, gennem rummet som parret sad i, og over i den modsatte væg hvor det lavede et mærke.
"Låget fløj 17 meter, og det er meget kraftigt. Hvis man sådan en i hånde, så ryger den af på stedet," siger Erik Mågaard
Under ransagninger har politiet fundet 39 bomber på otte drengeværelser i Nyborg. Og flere køkkenrullebomber menes at være i omløb. Ifølge beslaglagte sms'er fra drengene fremgår det, at en dreng har modtaget et parti på 80 store køkkenruller, mens et parti små ruller "endnu er i restodre".
Politiet opfordrer derfor forældre til at gå deres drenge på klingen og udspørge dem om mulige bomber, inden det går galt.