Hvis fodbold, håndbold og badminton ikke scorer mange point hos dine børn, kan det måske være en idé at lade dem prøve et fitnesscenter.
Det har en række børn prøvet med så stort held, at det syvende fitnesscenter udelukkende for børn er netop åbnet i Danmark. Medlemstallet i de såkaldt SHOKK-centre er nu oppe på 800. Det skriver Berlingske Tidende.
Samtidig nyder kæderne Fitness.dk, SATS og Equinox øget popularitet blandt de 7-14-årige, og det glæder motionsekspert Morten Zacho fra Rigshospitalet.
- Hvis ellers fitnesscentrene tilbyder sikker træning på børnenes præmisser, er det et fint alternativ til fodbold og håndbold. I fitness konkurrerer man med sig selv – og eksempelvis overvægtige børn kan lettere få en succesoplevelse inden for fitness, fordi de typisk vil være mere muskelstærke end deres kammerater, selvom de har dårlig kondition, siger Morten Zacho, idrætsfysiolog på Rigshospitalet, til Berlingske Tidende.
I udlandet har børnefitness været en succes i flere år. I USA tilbyder man f.eks. at kombinere motionen med computerspil.