Hvad har du lavet i sommerferien?
Sådan spørger mange lærere og elever hinanden, når en stor del af landets skolebørn mandag vender tilbage efter en lang sommerferie.
Som svar på det spørgsmål vil mange børn overdrive deres oplevelser fra sommerferien, viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for DR’s nyhedstilbud til børn, Ultra Nyt.
Faktisk har 1 ud af 4 børn overdrevet, hvad de har lavet i sommerferien, for at få den til at lyde federe, viser undersøgelsen blandt danske børn i alderen 9 til 14 år.
- Vi ved fra BørneTelefonen, at der er nogle børn, som er lidt bekymrede for at skulle tilbage til skolen og fortælle, hvad de har lavet i sommerferien, fordi det er noget, som fylder rigtig meget i klassen, fortæller Ida Hilario, som er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår og uddyber:
- Hvis alle overdriver og fortæller noget vildere, så kan det pludselig lyde som om en sommerferie kun er pool og vilde oplevelser. Men for langt de fleste børn er det ikke sådan at have sommerferie. Det er også dage, hvor man keder sig, og hvor man skændes med sine forældre – og hvor man slet ikke er ude at rejse eller lave noget særligt. Så hvis alle overdriver, kan det altså være rigtig svært at følge med.
Samtidig tror 1 ud af 3 børn, at vennerne i skolen laver federe ting i sommerferien end dem selv.
- Det er helt normalt at tro, at alle andre laver noget federe end en selv. Det er sådan for både børn og voksne. Især i sommerferien, hvor man ikke møder hinanden i klassen, men måske følger med på sociale medier. Der deler folk tit kun det, der er fedt, siger Ida Hilario til Ultra Nyt.