Af Pernille Mainz, pema@avisen.dk
Nye reklamer – forklædt som konkurrencer – skal lokke børn til at spise usund slik og sodavand.
Reklamerne cirkulerer især på internettet og på børnenes mobiltelefoner, viser en ny undersøgelse fra Fødevareministeriet.
Reklamerne på de nye medier er et stort problem, fortæller lektor ved Institut for Human Ernæring fra Københavns Universitet Christian Mølgaard.
»Producenterne forsøger jo at få børnene til at spise usundt og alt for mange kalorier. Og de gør det, fordi de ved, at reklamerne har en effekt,« siger han.
Christian Mølgaard henviser til en nyere amerikansk undersøgelse der dokumenterede, at børn helt ned til tre år foretrak mad og drikke, hvis det var pakket ind i papir fra McDonalds.
Reklamer skal forbydes
Han mener, at loven skal ændres, så det bliver forbudt for producenter og alle slags medier at lave reklamer målrettet børn og unge, der handler om usunde produkter.
»Firmaerne ønsker at sælge så meget som muligt af det, de producerer. Derfor vil det være naivt at tro, at man kan få dem til at stoppe med reklamerne frivilligt både på tv, internet og mobiltelefoner,« siger han.
Men det er fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) uenig i:
»Jeg tvivler på, at lovgivning vil have en effekt, fordi reklamerne hele tiden flytter sig til forskellige medier. Derfor vil jeg lave en frivillig aftale med branchen og få dem til at tage ansvar på området på et snarligt møde.«