Før vinterferien var alt, som det plejede at være. Men i dag ser verden anderledes ud. I hvert fald for de børn, der landet over kommer tilbage efter vinterferien og ser deres skole være sodet, delvist brændt ned. Ødelagt.
Senest er knap halvdelen af Tingbjerg Skole i København gået op i flammer.
Skader børns læreevne
Den oplevelse kan ødelægge børnenes evne til at lære og koncentrere sig i skolen, siger børnepsykolog John Halse.
»Det er indlysende, for når børn er bange, utrygge eller vrede, så bliver deres psykiske energi brugt på det. Og så kan den ikke bruges på læring. Hvem sidder og spekulerer i tyske verber, når dele af skolen er brændt ned? I stedet vil børnene spekulere på, om det er nogle fra skolen, der har gjort det. Og om det sker igen,« siger han.
Børnepsykologen kalder det »angstprovokerende« for et barn at se sin skole delvist i ruiner.
»Børnene tænker: Kan min boligblok blive det næste? Derfor er det vigtigt, at børnene får lov til at gå rundt og kigge på, hvad der er ødelagt, og at lærerne samler op bagefter med en god snak. Ligesom de skal sænke kravet til børnene i den første tid og i stedet lade dem lege,« siger han. John Halse tror dog også, at der vil være børn, der synes det er fedt, hvis de kan slippe for en skoledag på grund af skolernes skader.
En af lærerne på Tingbjerg Skole er Jakob Fyhr. Han havde frygtet, at en brand snart ville ramme skolen.
Næste i rækken
»Det er meget skrækkeligt og forfærdeligt, men jeg har tænkt, at skolen ville være den næste i rækken, fordi den ligger i et område med tendens til den slags ting,« siger han.
Jakob Fyhr tror også, at skolebranden vil påvirke børnene på hans skole:
»Det kan absolut gå ud over deres indlæringevne, for børnene tænker over hvem, der har gjort det. Men i morgen (i dag, mandag, red.) vil jeg snakke med mine kollegaer om en fælles strategi, hvor vi lader børnene lufte deres meninger og sorger, så de kommer gennem en krisebearbejdning. Der er en masse, som skal snakkes igennem.«