62.000 mennesker er officielt omkommet eller savnet efter cyklonen i Burma, imens FN mener, at tallet snarere er 100.000. Men katastrofen kan også vise sig, at gå ud over de overlevende børn, frygter børneorganisationen UNICEF.
Børn, der bliver samlet i opsamlingslejrene, kan nemlig blive ofre for menneskehandel på grund af de kaotiske tilstande i lejrene. Det skriver Jyllands-Posten.
- Vi er meget bekymrede over risikoen for seksuel udnyttelse i lejrene, fordi børnene ofte ikke er sammen med deres forældre og ikke har deres egne områder, siger Anne-Claire Dufay fra UNICEF til AP.
Væk fra deres familier
UNICEF står ikke alene med den bekymring. Også Red Barnet frygter, at skruppelløse bagmænd vil bruge børnene til slavearbejde eller prostitution.
- Børn, der er blevet væk fra deres familier, flakker alene omkring, og både under og efter en katastrofe er der stor risiko for, at de bliver bortført til slavearbejde, tiggerindustrien eller prostitution. Menneskehandel er allerede et stort problem i Myanmar, ved vi fra vores mangeårige arbejde derfra, siger psykolog i Red Barnet Anne-Sophie Dybdal til Jyllands-Posten.
Sikre zoner til børnene
Hos Red Barnet arbejder man på at skabe sikre zoner for børn, der har mistet deres forældre.
- Efter så store katastrofer vil mange børn være stærkt chokerede og angste. De sikre zoner giver en vis fornemmelse af struktur og orden i et liv, der er vendt helt på hovedet. Børn har hurtigst muligt brug for en følelse af normalitet, siger Anne-Sophie Dybdal.
Ifølge FN kan op mod 40 procent af de omkomne efter cyklonen i Burma være børn.