Børnene til den 42-årige Jesper Thormod Rasmussen, der blev pågrebet tirsdag på et hotel i Slagelse, har det efter omstændighederne godt.
Den flygtede Jesper Thormod Rasmussen var sammen med børnene, da politiet kunne pågribe ham efter et anonymt tip.
"Alt er foregået stille og roligt, og ingen har lidt overlast," siger politiassistent Lars Denholt fra Sydsjælland og Lolland Falsters Politi til bt.dk.
Børnene er nu overgivet til de sociale myndigheder og vil snarest blive afhentet af deres mor. De er henholdsvis ni, otte og fem år.
Det bliver første gang, de ser deres mor siden 19. december sidste år, hvor Jesper Thormod Rasmussen ikke leverede dem tilbage efter et besøg i Tyskland.