Indholdstilbud fra Magisterbladet distribueret af Ritzau.
INFO: Anvendelse af Ritzaus ekstratjeneste og materiale herfra forudsætter accept af vilkårene i bunden af denne meddelelse.
**** RITZAU EKSTRA ****
På de humanistiske fag på universiteterne har unge fra akademikerhjem fem gange så store chancer for at opnå en kandidatgrad som unge fra ikke-boglige hjem.
Det viser nye tal fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ifølge Magisterbladet.
På studier som statskundskab og lægestudiet har akademikerbørnene helt op til 22 gange større chancer for at komme igennem end børn fra ikke-boglige hjem.
Tallene bekræfter, at det fortsat ikke er lykkedes at komme uligheden helt til liv i uddannelsessystemet. Det siger seniorforsker Jens-Peter Thomsen fra VIVE til Magisterbladet.
”Selv de dygtigste børn fra ikke-akademikerhjem har lavere uddannelsesforventninger. Selv om de får gode studentereksamener, vælger de sjældnere at gå på universitetet”, siger han til Magisterbladet.
Uligheden er størst på mest efterspurgte og prestigefyldte uddannelser, som traditionelt giver adgang til magt og indflydelse, fx statskundskab og lægestudiet.
”De kulturelle værdier og ressourcer i hjemmet betyder rigtigt meget for unges uddannelsesvalg. Og forskellene reproducerer sig selv fra generation til generation,” fastslår Jens-Peter Thomsen.
Sammenlignet med udlandet er forskellene dog mindre i Danmark.
”Hvis vi mener, at alle skal have lige muligheder, har det stor betydning, at vi fortsat tilbyder gratis uddannelser og et socialt sikkerhedsnet. Det er også vigtigt at kigge på overgangene fra ungdomsuddannelserne. Der er mange unge fra ikke-akademikerhjem, der simpelthen ikke ser universitetet som en mulighed”, siger seniorforskeren fra VIVE.
De opdaterede tal viser også, at der er forskel på, om an læser i Aalborg eller på et universitet i hovedstadsområdet.
Akademikerbørn, der går på RUC og KU, har 10 gange så stor en chance for at gennemføre studiet, som børn af ikke bogligt uddannede forældre.
I Aalborg har akademikerbørn kun to gange så stor en chance.
”Aalborg ligger i et område, hvor forældrene har kortere uddannelser og de er generelt lykkedes med at lave en række anvendelsesorienterede uddannelser, som i højere grad tiltaler børn med en ikke-boglig baggrund”, siger Jens-Peter Thomsen.
https://www.magisterbladet.dk/news/2018/september/ulighedeneksistererfortsatpaadevideregaaendeuddannelser
Redaktionel kontakt:
Jakob Elkjær
tlf.: +4530549640
e-mail: je@dm.dk
Magisterbladet