En niårig dreng gjorde et noget foruroligende fund, da han sammen med omkring 80 andre drenge og piger fra en fodboldskole i Allingåbro torsdag var taget til Lystrup Strand på Djursland for at køle af i vandet.
Niårige Anders kom nemlig pludselig ind på stranden til hjælpere og trænere bærende på en 40 centimeter lang granat.
"Jeg troede, at det var en dåse," forklarer drengen ifølge Århus Stiftstidende.
Heldigvis var der tale om en uskadelig øvelsesgranat fra en 84 mm dysekanon, der ikke længere udgjorde nogen fare.
Det kunne landbetjent Hans Jørgen Nielsen oplyse, da han ankom til stedet og rådspurgte sig telefonisk ved Hærens Ammunitionstjeneste. Han afleverede herefter granaten i Hevringlejren.
Lars Pedersen, der er leder af fodboldskolen, har svært ved at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at en granat, der bliver affyret fra det militære skydeterræn, kan ende 900 meter fra terrænets skel.