To små børn har formenligt været udsat for groft omsorgssvigt, uden at socialforvaltningen i Århus Kommune har skredet ind.
TV2 Østjylland kunne i aftes vise billeder fra et rækkehus i Århus Nord, hvor to børn på tre og seks år havde levet sammen med deres forældre i et vanvittigt svineri af ophobet affald, madrester og møgbeskidte madrasser.
Naboerne til familien havde flere gange henvendt sig til socialforvaltningen for at få den til at skride ind. Berit Rydahl Sørensen har tidligere boet ved siden af familien og lavede for omkring et år siden en indberetning til kommunen.
- Børnene var aldrig ude at lege. De sad med næsen trykket mod ruden, og man kunne se, at de længtes ud, fortæller hun til Avisen.dk.
Anbragt i december
De to børn blev anbragt i familiepleje i december. Ifølge TV2 Østjyllands oplysninger skete det først, da familien selv bad om det. Århus Kommunes socialdirektør bekræfter, at forvaltningen har kendt til familien gennem flere år, men alligevel gik der flere måneder fra naboernes bekymrede indberetninger til, at børnene blev anbragt.
Socialrådmand Gert Bjerregaard (V) har bedt sin forvaltning om en hurtig redegørelse i sagen.
Allerede nu er der sat en gennemgribende undersøgelse af Århus Kommunes anbringelsespraksis i gang i kølvandet på omsorgssvigtet af drengen Mads, som kom frem i TV2-dokumentaren Er du mors lille dreng - 10 år efter .