Danske elever i folkeskolen bliver syge af at gå i skole. Efter skolernes sommerferie har flere børn pludselig fået symptomer, som ikke har været der i løbet af sommeren, fortæller Astma-Allergi Forbundets telefonrådgivning til 24timer.
Børnenes næser stopper til eller løber, øjnene klør, og de er mere trætte og har svært ved at koncentrere sig. Det skyldes blandt andet et dårligt indeklima på skolerne, men det kan hjælpe at lufte mere ud og gøre bedre rent. Ifølge sundhedsplejerske Kirsten Elmøe fra København kan mange af børnene symptomer undgås, hvis der luftes ordentligt ud i alle frikvarterer, og eleverne bliver tvunget til at gå udendørs i alle deres pauser.
- Når der sidder 27 børn - eller endnu værre teenagere - i et lillebitte rum, bliver der hurtigt rigtig fælt. Luften bliver så iltfattig, at de næsten ikke kan undgå at få hovedpine, og de får så svært ved at samle tankerne, at de ikke lærer ordentligt, siger Kirsten Elmøe til 24timer.
Sværere ved at lære
Tidligere har Arbejdstilsynet undersøgt indeklimaet på 337 folkeskoler. 69,4 procent af skolerne fik en sur eller en meget sur smiley. En rapport fra Danmarks Tekniske Universitet har slået fast, at et dårligt indeklima har stor indflydelse på, at børnene har sværere ved at lære.
Formanden for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Henrik Larsen (R), indrømmer, at der er et problem med dårligt indeklima. Han peger på, at der i mange kommuner er sat projekter i gang for at renovere de slidte skoler, men at han ikke kan trylle nok penge frem i en presset økonomi.