Hvis dit barn vælger fodskamlen i stedet for fodbolden, risikerer det at leve resten af sit liv med problemer med ryg og knogler.
Sådan lyder advarslen i Jyllands-Posten fra landets kiropraktorer, som oplever langt flere børn under 18 år, som skal have behandling for symptomer, man normalt først møder hos arbejdende voksne, der til daglig sidder stille foran computeren.
- Over de seneste tre år har vi behandlet 10 gange så mange børn mellem 6 og 18 år, som vi gjorde tidligere. Dem, der kommer, har generelt dårlig holdning, og mange har spændingshovedpine samt spændinger i nakken og muskler, fortæller kiropraktor Anders Broegaard fra den 20 år gamle klinik Kiropraktorerne i Valby til Jyllands-Posten.
Ifølge Karsten Froberg fra Syddansk Universitet risikerer op til hvert femte barn at få ryg- og knogleproblemer, fordi de ikke bevæger sig nok. Det kan give dem problemer resten af livet.
- Kroppen er baseret på, at man er aktiv og bruger sin krop. Hvis man ikke belaster systemet, får man bl.a. svage knogler, og det kan betyde, at de senere i livet lettere knækker, og at man får hurtigere afkalkede knogler, siger lektoren fra Institut for Idræt og Biomekanik til Jyllands-Posten og tilføjer:
- Det er vigtigt at opbygge knoglemassen i teenageårene. Det kan ikke reddes, når man er blevet ældre. Der kan man kun vedligeholde den knoglemasse, man har.