Fritidshjemmet i Nørre Vedby har store pladsproblemer. Så store, at nogle af børnene nu bliver passet af pædagogerne i den lokale sportshals cafeteria. Det skriver Folketidende.
Børnene skal dog ikke lægge deres puslespil blandt pomfrit-spisende badmintonspillere og forboldhold, der lige skal have en cola efter kampen.
Kommunen har nemlig lejet hele cafeteriet, så børnene har det for sig selv.
Der er tale om en midlertidig løsning, men forældrene er langt fra tilfredse.
- Man kan ikke byde børnene at gå under disse forhold. Hvis man sendte politikerne herop, vil jeg tvivle på, at de vil synes, at det er et sted, deres børn eller børnebørn skulle være, siger Anne Cathrine Wilhjelm, hvis datter lige er startet i skolefritidsordningen til Folketidende.
Hun og de andre forældre, der har førskolebørn, der lige er startet i sfo en, fik først i sidste øjeblik at vide, at deres børn ville få deres daglige gang i cafeteriet.
Forældrene håber, at politikerne vil få øjnene op for, at det er nødvendigt at bygge et nyt fritidshjem, som kan rumme alle børnene under ordentlige forhold.
- I stedet for at lave dyre og dårlige lappeløsninger, skulle man hellere se at få bygget en ordentlig skolefritidsordning, der har plads til alle børn, siger Anne Cathrine Wilhjelm.