Lise på fem år sidder ved spisebordet og rækker fingeren i luften. Hun kan ikke finde ud af, hvordan hun skal få ordet under denne middag, hvor hendes mor har besøg af en anden voksen. Hun er vant til at »speedsnakke« til en mor, der giver hende fuld opmærksomhed, fordi der kun er de to ved spisebordet – og så en nyfødt lillebror, der endnu ikke siger noget.
»Der gik det op for mig, at Lise faktisk ikke kunne finde ud af, hvordan hun skule få ordet. Nemlig ved at vente til der blev et naturligt ophold i samtalen. Og der forstod jeg, at det i vores lille familie med kun én voksen ville kræve en ekstra indsats at lære hende det,« siger Anna Skyggebjerg, forfatter og for nylig aktuel med bogen Super mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag.«
Vennerne kan hjælpe
Hendes løsning blev ugentlige middage med venner.
»Når vi spiste med venner, fik Lise en chance for at lære, hvad jeg ikke kunne lære hende til daglig. Nemlig hvordan voksne taler sammen, hvad de taler om og hvordan hun kunne blive en del af samtalen,« siger Anna Skyggebjerg og påpeger, at desuden er det hyggeligt for alle at være flere om spisebordet.
Ifølge sundhedsplejerske og børnekonsulent Else Guldager er det helt rigtigt set, at børn af enlige har brug for også at få mulighed for at erfare, hvordan helt almindelig middagskonversation udfolder sig.
Middag er noget særligt
»I Danmark er middagen et af de få tidspunkter i døgnet, vi har tilbage, hvor familien er samlet, og hvor dagens oplevelser bliver vendt. Så det er en hel samværsform med særegne regler for, hvordan man kommunikerer og opfører sig iblandt andre, som børnene her lærer og har brug for at lære for at kunne begå sig,« siger Else Guldager.
Som muligt alternativ til vennemiddage foreslår hun spiseklubber af enlige forældre.