"Der kommer vold, og der bliver sammenstød," siger en aggressiv demonstrant til BBC's udsendte rapporter.
Kommentaren kommer på en dag, hvor Bahrain begraver sine døde fra de seneste dages opstand i det lille mellemøstlige land.
Fire blev dræbt i går, da politiet fjernede demonstranterne fra Perlepladsen centralt i Bahrains hovedstad, Manama.
Begravelserne falder sammen med fredagsbønnen, og denne cocktail kan blive særdeles sprængfarlig.
Demonstranterne siger til Associated Press, at de vil bruge dagens begivenheder, som udgangspunkt for nye demonstrationer vendt mod kong Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa.
Ved de seneste ugers revolutioner i Tunesien og Egypten har man set, hvordan fredagsbønnen er blevet brugt som udgangspunkt for uroligheder. Ifølge leder på Center for Mellemøststudier, Peter Seeberg, kan det samme ske i Bahrain i dag.
"Bahrain er en lille og lettere kontrollerbar helhed. Regimet har mere styr over tingene, og det er ikke så uoverskueligt som i andre lande. Men vi har set, hvordan protesterne har fortsat, så man kan ikke afvise, at protesterne fortsætter, og fredagsbønnen i dag er absolut en mulighed for mere uro," siger Peter Seeberg til Nyhedsbureauet Newspaq.
At det netop er fredagsbønnen, der er udgangspunkt for protesterne, er ikke tilfældigt. Bønnen giver folket mulighed for at mødes, og i stater, hvor forsamlingsfrihed ellers ikke er tilladt, kan disse møder ende i protester.
Al Jazeera skriver, at gaderne i hovedstaden er spækkede med kampvogne i minutterne efter fredagsbønnen er forbi.
Kilde: BBC, Assosiated Press