Det var en glad og lettet - men også ganske alvorsfuld - præsident Obama, som mødte pressen i Washington natten til onsdag.
Her lagde han sin egen udlægning af teksten på bordet, efter et flertal i Repræsentanternes Hus kort forinden havde stemt ja til budgetplanen, som skal redde USA fra den økonomiske "afgrund".
Obama lagde fra land med at takke både demokrater og republikanere i Kongressen for at lande en tværpolitisk aftale, der friholder langt størstedelen af amerikanerne for skattestigninger.
- Jeg vil især takke min ekstraordinære vicepræsident Joe Biden, sagde Obama, som også sendte roser til de demokratiske topforhandlere Harry Reid og Nancy Pelosi samt deres republikanske ditto Mitch McConnell og John Boehner.
- Mere end 98 af amerikanerne vil ikke se deres indkomstskat gå op, tilføjede Obama, som derefter brugte flere minutter på at tale om de amerikanske budgetter, som stadig er skrantende, lyder det.
- Sagen er den, at underskuddet stadig for højt, siger han.
Derfor lyder det fra præsidenten, at den netop indgåede budgetplan kun er en del af en større vifte af tiltag, der skal skabe balance mellem statens udgifter og indtægter.
- Jeg er meget åben over for kompromis, siger præsidenten, som helt konkret pegede på den offentlige sundhedsordning Medicare som "den største bidragyder til vores underskud".
Derefter opfordrede han til "mindre drama" i forhandlingerne, der nu står for døren i Washington.
- Vi har meget at beskæftige os med i 2013, konkluderede Obama i sine afsluttende bemærkninger, før han ønskede journalisterne til stede et godt nytår og forlod lokalet.
Kort efter pressemødet har Det Hvide Hus meddelt, at præsidenten nu rejser fra den amerikanske hovedstad og sætter kurs mod Stillehavs-delstaten Hawaii. Formentligt for at tage en dyb indånding, inden de næste politiske armlægninger går i gang.
/ritzau/