Et kvarter i et område med højdedrag i Damaskus, Syriens hovedstad, er ramt af en række bombesprængninger.
Områdets beboere er overvejende medlemmer af præsident Bashar al-Assads alawitiske sekt.
Bomberne røg i luften natten til onsdag efter en dag, hvor der havde været flere bombeattentater i bydele beboet af henholdsvis sunnier og alawitter, der er en gren af shiaislam.
Onsdag morgen stiger der røg til vejrs fra det alawitiske kvarter efter de natlige bomber.
- Ambulancer er på vej til området. Shabbiha (Assad-tro militsfolk, red.) affyrer automatiske rifler i luften som gale, siger en kvinde i kvarteret.
Det syriske stats-tv siger, at der er tale om mortergranater, og at der er ofre. Men tv-stationen oplyser ikke yderligere.
Tirsdag blev en bilbombe sprængt ved en moské i al-Qadam, der er et sunnikvarter i den sydlige del af Damaskus. Her blev snesevis af mennesker dræbt eller såret, siger aktivister fra oppositionen.
Tidligere blev 10 mennesker ifølge statslige medier dræbt af en bombe i Hai al-Wuroud, der er et kvarter med alawitiske indbyggere.
/ritzau/Reuters