Flyproducenten Boeing vil skære ned på antallet af fly, der bliver produceret om måneden.
Fra og med midten af april vil der blive fremstillet 42 styk 737 MAX-fly, hvilket er ti færre end planlagt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Boeing havde ellers planlagt at øge produktionen til 57 styk om måneden fra og med juni.
Den lavere produktionsstart sker som følge af to dødelige flystyrt på kort tid.
I marts mistede 157 mennesker livet, da et 737 MAX-fly styrtede i Etiopien, og i slutningen af oktober styrtede et fly af denne type i havet ud for Indonesien. Samtlige 189 mennesker om bord blev dræbt.
Boeing oplyser, at begge flystyrt var forårsaget af en fejl i aktiveringen af flyets såkaldte MCAS-funktion.
MCAS er et automatisk anti-stall-system, der skal forhindre, at flyet mister dets opdrift. Systemet er nyt, og det er blevet kritiseret, at piloterne ikke er blevet godt nok uddannet i det.
Boeing siger, at det har sammensat et træningsprogram for piloter, der skal flyve 737 MAX. Det bliver obligatorisk at tage en prøve.
Boeings administrerende direktør, Dennis Muilenburg, siger ifølge Reuters, at "vi har ansvaret for at eliminere risikoen, og vi ved, hvad der skal til."
Flyproducenten har desuden foretaget en systemopdatering, der "vil forhindre, at ulykker af denne karakter nogensinde vil ske igen".
Det vil også oprette et rådgivende panel for at gennemgå virksomhedens procedure for at designe og udvikle fly.
737 MAX er Boeings topsælgende fly. Det blev lanceret i 2017, og flyfabrikken har ordrer på flyet til en værdi af over 500 milliarder dollar (3325 milliarder kroner).
Men usikkerheden i branchen og blandt forbrugere kan komme til at koste Boeing meget dyrt.
Ulykken i Etiopien har betydet, at godt 370 Boeing 737 MAX holdes på jorden over hele verden, indtil flyfabrikken kommer med en god forklaring på ulykken, og hvad man vil gøre ved det.
Flyselskaberne har dog lov til at flyve med Boeings fly fra lufthavn til lufthavn uden passagerer.
/ritzau/