Et passagerfly er styrtet ned i Kirgistans hovedstad, Bisjkek.
Flyet styrtede ned kort efter starten. Kun 25 har reddet livet, oplyser internationale nyhedsbureauer. 71 meldes dræbt - heriblandt mange af spillerne på et lokalt ungdomsbaskethold.
Dødstallene skal dog tages med forbehold, da der er usikkerhed om, hvor mange passagerer, der var ombord.
Der er tale om et fly af typen Boeing 737 fra det lille private kirgisiske flyselskab Itek-Air.
Flyet var på vej fra Bisjkek til Iran, da det styrtede ned. Kort forinden var flyet vendt om på grund af tekniske problemer.
Endnu er årsagen til flystyrtet ikke identificeret, men en talsmand fra det kirgisiske Sikkerhedsministerium oplyser, at det formentlig var tale om enten en fejl i motoren eller flyets styresystem.
Flyselskabet Itek-Air råder over blot tre fly - alle af typen Boeing 737. Flyene er alle af ældre dato. Selskabet har forbud mod at flyve til destinationer i Europa, da det optræder på EU’s liste over flyselskaber, der ikke lever op til sikkerhedskravene i Europa.