"Han er en mand, der selv opfører sig som en mafiaboss!"
Dansk Folkepartis Bent Bøgsted, som er arbejder og indtil foråret medlem af 3F, gav sin tidligere formand tørt på fra talerstolen på partiets årsmøde. Anledningen var Avisen.dk's omtale af Poul Erik Skov Christensens tale ved sidste uges 3F-kongres, hvor Skov kaldte Pia Kjærsgaard for en 'mafiaboss'.
"Først fik vi halveret dagpengeperioden. Da vi protesterede, fik vi en ekstra dummebøde i forbifarten i form af loftet på fagforeningsfradraget," sagde Poul Erik Skov i Aalborg for en uge siden. Bøgsted replicerede fra Herning:
Jubel begge steder
"Han støtter de røde med fem millioner kroner, men han er totalt ligeglad med, at mange af hans medlemmer slet ikke stemmer på S og SF."
"Han (Poul Erik Skov Christensen, red.) har så travlt med at kritsere Dansk Folkeparti på alle mulige måder og i Avisen.dk kalder han Pia Kjærsgaard for en mafiaboss. Han er en mand, der selv opfører sig som en mafiaboss," sagde Bøgsted til salens udelte jubel.
Samme jubel modtog Poul Erik Skov i øvrigt, da han gav en lige højre til DF fra 3F.
Meldte sig ud
I forbindelse med regeringens genopretningspakke i foråret, hvor bl.a. dagpengeperioden blev halveret, røg forholet DF-3F endnu et par grader ned på minus-barometeret.
Det fik Bøgsted til at melde sig ud - tidligere har det ellers været et stort DF-stunt, at deres arbejdsmarkedspolitiske ordfører var SiD'er og siden 3F'er.
Men nu er krigen total - og så blev det medlemskab annulleret.