Der bliver stadigt mere plads at boltre sig på, når man besøger landets folkebiblioteker. For ikke alene er det det seneste år blevet længere og længere mellem brugerne - der tyndes også ud i udvalget på hylderne.
Det viser tal fra Danmarks statistik.
I 2011 faldt antallet af udlån med tre procent i forhold til året før. Især musikudlån gik tilbage med hele 12,5 procent.
Også udlån af eksempelvis bøger og lydbøger går tilbage, og det er faktisk kun udlån af film, der tegner sig for en vækst. Den ligger på 2,6 procent i forhold til året før.
Og i takt med, at færre hiver bøger ned fra hylderne, har bibliotekerne også skåret ned på det udvalg, som det svindende antal lånere får at vælge imellem.
Især er antallet af bøger dalet. I 2011 var der næsten 18 millioner titler på hylderne, hvilket er seks procent færre end året før.
Også på forskningsbibliotekerne er der faldende rift om bøgerne. Her registrerede man 7,4 procent mindre travlhed ved udlånsskranken, og helt galt gik det for brugen af læsesalene, hvor brugen faldt med 24,6 procent i forholdt til 2010.