Justitsminister Morten Bødskov (S) bifalder beslutningen om, at statsadvokaten for København og Bornholm, Lise-Lotte Nilas', kaotiske behandling af en klage over en forkludret terroraktion nu genoptages.
Det skriver han i en mail til Ritzau.
- Jeg synes, der er godt, at klagesagen bliver genoptaget, når der nu er kommet nye oplysninger frem, skriver Morten Bødskov.
- Derudover har jeg ingen bemærkninger til den konkrete sag, der er under behandling ved de klageorganer, som efter lovgivningen har kompetencen, slutter han.
Lise-Lotte Nilas genåbnede fredag sagen om en eller flere betjentes hånlige opførsel mod anholdte under en forfejlet politiaktion ved klimatopmødet.
Hun havde ellers haft sagen liggende på sit bord i to et halvt år - et tidsrum, hvor det blot var lykkedes hende at afhøre to betjente i sagen.
Det skete på trods af, at Københavns Politi havde afleveret en liste med flere navne på betjente, der var til stede under aktionen, hvor politiet anholdt flere personer, som fejlagtigt var mistænkt for terror, fordi politiet havde taget fejl af navnene.
Alligevel afhørte statsadvokaten ikke betjentene, der var med til aktionen - ej heller en betjent, der havde meldt sig selv, fordi han befandt sig helt tæt på begivenhederne.
Ikke desto mindre lod Lise-Lotte Nilas altså i første omgang sagen falde, fordi hun angiveligt helt havde opgivet at komme videre i sagen.
Da sagen rullede i pressen valgte hun så at genoptage den.
Men det blev til lyden af massiv kritik fra Politiforbundet, der har kaldt hendes efterforskning "amatøragtig" og "sløset".
I Politiken lørdag kalder Lise-Lotte Nilas det sågar for "vores normale praksis", at det er politiet selv, der skal identificere de betjente, som kunne have noget i klemme i klagesager over dem.