Der skal ske noget nu for at dæmme op for de kriminelle asylansøgere, der sælger narkotika i Sandholmlejren.
Venstre og Dansk Folkeparti er således klar til at kræve svar fra justitsminister Morten Bødskov (S) på et samråd torsdag eftermiddag på baggrund af en række TV2-programmer før jul, som dokumenterede, at der blandt andet blev solgt stoffer i asylcentret.
- Det vigtigste er en ændring, så kriminelle asylansøgere kan smides ud, og kan vi ikke det på grund af internationale konventioner, så skal de være frihedsberøvet, mens de er i Danmark, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.
- Tager ministeren ikke det forslag til sig og gør til hans, så vil resten, han fremlægger, blot være en lappeløsning, siger han.
Ministeren skal blandt andet gøre rede for, hvad regeringen vil gøre for at dæmme op for kriminalitet i Sandholmlejren.
Og dernæst forklare, om ministeren mener, at politiet og Røde Kors gør deres arbejde godt nok i forhold til at mindske kriminaliteten.
Venstres Inger Støjberg mener, det er vigtigt, at ministeren får lov at svare for sig:
- Helt konsekvent har Morten Bødskov undervurderet de problemer, der er med kriminelle asylansøgere. Regeringen smøler. Vi skal have klarhed over, om han har taget det alvorligt, siger Inger Støjberg.
Ifølge Martin Henriksen vil regeringens ønske om at skærpe videoovervågningen og eventuelt lave en særlig afdeling for de kriminelle ikke få den store betydning.
- Det kunne såmænd være udmærket for de fredelige asylansøgere. Men de kriminelle vil stadig kunne gå frit omkring, så det vil ikke løse problemet, siger han.
/ritzau/