Med fart, smarte pasninger og køligt overblik var Mikkel Bødker natten til fredag en afgørende brik, da Arizona Coyotes vandt 4-2 hjemme over Colorado Avalanche i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.
Mikkel Bødker var to gange arkitekten bag Arizona-scoringer. Både ved 1-0-føringen og kampens sidste 4-2-scoring assisterede danskeren.
Efter syv minutter af første periode vippede Mikkel Bødker smart pucken bagud, så holdkammeraten Nicklas Grossmann kunne bringe hjemmeholdet på 1-0.
Grossmann scorede senere det vigtige mål til 3-1, og det var første gang i 543 NHL-kampe, at forsvarsspilleren scorede to gange i samme kamp.
Udeholdet fik dog reduceret til 2-3 med lidt under fire minutter tilbage og pressede på for at fremtvinge en udligning.
Men med 14 sekunder tilbage af kampen erobrede Mikkel Bødker pucken nede i hjørnet og fandt Jordan Martinook, der kunne score til 4-2 i et tomt net.
Mikkel Bødker viste flere gange i kampen sit imponerende tempo med pucken, og to gange kom han alene igennem Colorado-forsvaret, men fik ikke passeret keeperen Semyon Varlamov.
/ritzau/