På Frederiksberg er nogle cyklister så frække, at de låser
deres cykler fast til ’cykler forbundt’ skiltet, eller parkerer deres cykler
ved metro-op- og nedgange, så hverken barnevogne eller rollatorer kan komme
til.
Det er nogle få brådne kar, der gør cyklisterne upopulære på
Frederiksberg, men nu tager kommunen et nyt middel til sig, så borgerne på
Frederiksberg ikke skal skvatte i cykler, hvor de ikke hører hjemme. Nemlig parkeringsbøder
til cyklister.
- Jeg er enormt glad for, at der er så mange, der cykler på
Frederiksberg. Derfor er det også smadderærgerligt, når nogle få cyklister bare
smider deres cykler, hvor det passer dem, siger borgmester på Frederiksberg,
Mads Lebech.
Ifølge borgmesteren skal det være muligt at flytte cykler,
der står til gene på for eksempel redningsveje til et cykelstativ i nærheden. Her
vil cyklen blive låst fast, og ejeren kan først få udleveret en nøgle, når han
har betalt et mindre beløb.
Er det meningen, I
skal tjene på det her?
- Jeg har ingen ambition om at tjene på det her. Det handler
om genen i at skulle finde ud af, hvor cyklen står og skulle hente nøglen. Betalingen
skal nærmere være symbolsk, siger Mads Lebech.
Ifølge ham bruger Frederiksberg kommune 300.000 kroner om
året på at have en mand ansat, som flytter cykler, der står i vejen.
Han understreger, at det er efter forslag og opfordringer fra borgerne selv,
at forslaget nu ser dagens lys.
Endnu er forslaget på idébrættet. Justitsministeren har
netop givet tilladelse til en forsøgsordning, men en egentlig tilladelse til at
opkræve parkeringsbøder på cykel-p-pladser er endnu ikke givet.