Politiet har netop nu identificeret den blotter, som har slået sig løs på en campingplads for naturister ved Isefjorden på Sjælland.
På naturistpladsen gik blotteren søndag op til en 22-årig kvinde, som stod og vaskede sig under en bruser. Her ikke bare blottede han sig, men onanerede også åbenlyst foran kvinden.
Han vil snart blive anholdt af politiet.
"Vi er sikre på, at vi ved, hvem han er. Det drejer sig om en yngre mand, og vi skal bare ud at have fat i ham nu. Det er kun et spørgsmål om tid," siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Newspaq.
Sagen er ekstra alvorlig, da to mindreårige piger dagen før blev stoppet på en vej nær Solbakken Camping og også udsat for mandens blotteri og onani.
"Vi er helt sikre på, at det er samme blotter begge dage. Vi har aldrig set noget lignende fra Solbakken Camping, og det er ikke noget, stedet vil acceptere. De er rasende og har været meget interesserede i at hjælpe os med at få det opklaret," siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Om blotteren også var naturist, ved Carsten Andersen ikke.
"Vi har ikke snakket med ham endnu. Men han er i hvert fald ikke naturist på den campingplads længere," siger han.