De sure lastbilchauffører har sat nøglen i tændingen igen.
Vejdirektoratet oplyser på sin hjemmeside, at blokaderne ved Øresundsbroen og Storebæltsbroen er ophævet. Det skete tidligt mandag aften.
Det samme gælder på havnen i Helsingør, hvor lastbilerne ifølge TV2 Nyhederne er begyndt at køre igen. I Frederikshavn holder de blokerende chauffører møde om sagen. Ifølge Vejdirektoratet bliver det ene spor ved den dansk/tyske grænse stadig blokeret af sure lastbilchauffører.
De har siden søndag blokeret store trafikknudepunkter, fordi de er utilfredse med køre/hviletidsreglerne, hvor de blandt andet får store bøder for det, som chaufførerne kalder for småforseelser.
Tidligere mandag aften forlød det fra havnen i Helsingør, at politiet var begyndt at konfiskere chaufførernes kørekort - en påstand, som politiet dog afviser totalt. Der var blot tale om, at politiet ønskede at sikre sig chaufførernes identitet.
Gennem hele manden steg presset på chaufførerne. Fagforeninger, justitsministeren og statsministeren har alle opfordret chaufførerne til at stoppe den ulovlige blokade. Og mandag eftermiddag bad Rigspolitiet sine politikredse om at sikre sig fornødne beviser for at kunne straffe chaufførerne på et senere tidspunkt - formentlig med en bøde.