Venstrefløjen fortrænger fælles depression

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

VORHERRE BEVARES

Meget tyder på, at jeg snarest muligt må gå planken ud (iført badekåbe) og tage på kurophold med en flok deperimerede SF ere.

Det konkluderer en smal rundspørge blandt de folketingsmedlemmer, som enten tilhører SF eller Enhedslisten. Hele fire venstreorienterede politikere mener således, det vil gavne deres sag at underlægge sig et par dages wellness på avisens regning.
 
Resultatet er dybt overraskende, da der i min lykke-buffet var 12 andre spændende tilbud at vælge imellem: Samtaleterapi, aura-tydning, numerologi, afspænding, fitness, kur/wellness-ophold, akupunktur, hypnose, lydhealing, yoga, massage og lykkepiller.

12 forslag, som hele Folketingets venstrefløj frit kunne benytte sig af nu, hvor en undersøgelse fra Handelshøjskolen i Århus har slået fast, at de venstreorienterede er mere ulykkelige (end de borgerlige, forståes).

Enhedslistens Frank Aaen var den første, der svarede.
»Jeg er ikke ulykkelig uanset hvad en lektor måtte finde på. Skulle man en dag hænge lidt med hovedet er den bedste kur at slås for at gøre verden bedre,« skrev han i en mail. Hvem han helt præcis slås med, har han ikke ønsket at uddybe. Per Clausen fra Enhedslisten påstår også, han har det fint - trods alt.

Jeg foreslår ham at genoverveje sin mentale tilstand og forsøge med lydhealing. Den form for mental massage, hvor en (i mit tilfælde) smuk kvinde synger sange til din krop med vægt på både strubelyde og falsettoner. Fra top til tå, simpelthen. SÅ Lækkert!
Siden har jeg ikke hørt mere fra Enhedslisten.

SF er knap så lukkede. Knap så fortrængende, om man vil.
Steen Gade ønsker en omgang yoga (den er på vej, Steen) mens Anne Baastrup, Morten Homann, Kristen Touborg Jensen og Kamal Qureshi alle byder ind på et kurophold.
»Jeg ville f.eks. elske at komme på en weekend i Lübeck, hvor der er en herlig skovsauna, sammen med min mand. Så det tilbud vil jeg ikke sige nej til,« skriver Anne Baastrup, der som bekendt altid er med på et mediestunt.

Kære Anne, din mand får du altså ikke med. Til gengæld kan vi godt dele en skovsauna, bare os to. Så vi kan få skovlen under din depression.

Har en læser (om en sådan findes) lyst til at støtte en SF er på det tyske kursted, så mail hurtigst muligt. Et ordentligt demokrati kan ikke leve med ulykkelige folketingspoltikere.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.