Libanon-blog: ”Er du israelsk spion?”

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Jeg er lige kommet tilbage fra to dage i det sydlige Libanon, hvor jeg blandt andet ville lodde stemningen over for den islamiske Hizbollah-bevægelse og konflikten med Israel. Og lad mig sige det med det samme: Der er ikke megen vilje til forsoning i Sydlibanon.

Sydlibanon er rent Hizbollah-land. Bevægelsens gule flag med grønt kalashnikov-gevær på hænger overalt. Store plakater med ’martyrer’ dræbt i kamp mod israelerne eller som selvmordsbombere hænger overalt. Et enkelt sted kører jeg forbi et skilt med billeder af Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, og den simple tekst: ’Israel Is Absolute Evil’.

Hadet til Israel er enormt blandt de mennesker, jeg møder. Det samme er teorier om konspirationer og plots. Næsten alle, jeg møder, mener, at israelerne eller amerikanerne stod bag 11. september. Flere mener, at israelerne bevidst dræber børn i krig for at udslette arabere. Og frygten for israelske angreb er altid til stede.

- Kan du stå inde for den her fyr? Hvad for en avis skriver han for? Er du sikker på, at han ikke er israelsk spion? spørger den 41-årige Muhammed Shalhoub min tolk i den sydlige by Qana, efter at jeg har stillet et spørgsmål om Hizbollahs brug af civile bygninger som baser. Hans vrede er forståelig. Sidste år mistede han sin datter til et israelsk bombeangreb.

Min tolk forklarer på arabisk, at jeg er god nok og forsøger at oversætte Nyhedsavisens navn til arabisk, som vist ender med at hedde ’nyhed-nyhed’ eller noget. Han accepterer forklaringen og fortæller videre om modstandsbevægelsen, som sydlibaneserne konsekvent kalder Hizbollah. I USA og Storbritannien kaldes den samme bevægelse en terrororganisation.

Nu er jeg tilbage i Beirut, hvor stemningen er anderledes. Modviljen mod Israel er intakt, men mange er villige til at lægge fortiden bag sig og søge fred.

Men det bliver svært, når hele den sydlige del af landet er bevæbnet til tænderne. Og fyldt med had.

Som Muhammed sagde, da jeg spurgte ham, hvordan konflikten mellem Israel og araberne kunne løses:

- Den konflikt kan kun løses på én måde: Når de bliver udslettet. Eller når vi gør det.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.