At skyde vildsvin er kanon

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Når journalister skyder lerduer sammen med erhvervslivet, må forsvarschefen vel også skyde vildsvin på våbenindustriens regning?

Om man begriber forargelsen. Så råber Berlingeren op om, at vores rejselystne forsvarschef har været en tur i Estland for at skyde vildsvin med udstyr, der venligst var sponsoreret af våbenindustrien, men er der nogen, der har spurgt om den kære Helsø overhovedet ramte?

Jeg mener, skal vi ikke bare være glade for at generalen tilsyneladende ikke gik bersærk på våbensælgernes varelager og mobiliserede en benhård klapjagt med landminer,  haubitz-kanoner og varmestyrede missiler. Thi det ville kokken helt sikkert have betragtet som en vaskeægte skandale.

Nej, at lade sig smøre af storsmilende sælgertyper med alskens skæg og spas i baghånden er kun menneskeligt. Selv, når man hedder Jesper og bestemmer over en masse Jens.

Tænk bare på, hvordan medicinalindustrien traditionelt hiver den helt store glidecreme frem, når læger og apotekere skal på indkøbstur til eksotiske verdenshjørner. Den slags kalder vi for ’luderture’ i mediebranchen.

Alle journalister ved, hvad sådan én går ud på, mange har også svært ved at sige nej, når chancen byder sig for et skud med bøssen.

For eksempel er det en kendt sag, at erhvervsjournalister (der i blandt visse Berlingske-medarbejdere) gerne går til både lerdueskydning, kapsejlads og fodboldkampe, hvor alt er betalt af blandt andet banker og realkreditselselskaber.

Officielt handler den slags sociale aktiviteter blot at lære hinanden bedre at kende, men i virkeligheden er det smøring af den groveste slags. For hvis en virksomhed ikke oplevede at få positiv omtale ud af en lidt lerdue-skydning, hvorfor så bruge penge på at arrangere det igen?

Faktisk agter Nyhedsavisen at sende mig til Samsø på kroferie, betalt af et turistbureau. Hvis de også lige arrangerer en lille vildsvine-jagt ville det være helt kanon…

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.