Rasmus Peter Henriksen er elektriker og folketingskandidat for SF i København. Rasmus engagerer sig meget i de forhold, der er på arbejdspladsen, særligt lærlingenes forhold. Han har i flere år været mentor for firmaets lærlinge. Rasmus er desuden lokal sikkerhedsrepræsentant, og går meget op i arbejdsmiljø. Debatten i Danmark mangler faglærte og ufaglærte indspark, og Rasmus håber at kunne inspirerer andre faglige stemmer, til at deltage i debatten. Rasmus blogger mest arbejdsmarkedet, arbejdsmiljø og erhvervsuddannelser.
MANDAG AFTEN VISTE DR1 det sidste afsnit af 'De gyldne direktører', en programrække der har vist ekstraordinære aflønninger af topchefer i det offentlige: Gyldne håndtryk for at blive fyret. Og endnu værre, gyldne håndtryk for at fortsætte i den samme stilling.
Når sosu-assistenten, gadefejeren eller mine kollegaer bliver fyret, så bliver vi skubbet af ud over kanten. Vi håber at blive grebet af et hullet sikkerhedsnet – huller skabt af dårligere dagpengesikring, kontanthjælpsloft, 225-timersregel, osv.
Når en leder bliver fyret, behøver de ikke frygte et hullet sikkerhedsnet. For deres rundhåndede aftrædelsesgodtgørelser giver dem en et sikkerhedsnet så fintmasket, at end ikke sandkorn vil falde igennem. To millioner i gyldent håndtryk giver næsten 10 års dagpenge i forhold til FOA's højeste dagpengesats.
IMENS FESTEN PÅ CHEFGANGENE er godt på vej mod præ-finanskrisetilstande, så er den offentlige sektor, som vi danskere møder, fra vi træder vores første skridt, til vi tager det sidste af slagsen, blevet rundbarberet af omprioriteringsbidrag og omstruktureringer. Og for at finde eventuelle besparelser - eller budgetoptimeringer som de bliver kaldt - har man flere steder taget udlicitering i brug.
Måske ville det være sundt at konkurrenceudsætte cheferne, så de kommer til at ligger under for de samme vilkår som deres medarbejdere.
Chefer er hverken mere eller mindre truet af arbejdsløshed, end resten af arbejdsstyrken. I 2016 lå ledigheden blandt ledere under to procent, så det er jo heller ikke fordi, at ledigheden er eksplosiv høj.
JEG MENER KLART, at man bør gøre som i Århus Kommune, og indføre et stop for åremålsansættelser, gyldne håndtryk og ødslen med dyre konsulenter. Du kan passende tage din kollega under armen, og møde op til en af de lokale kommunal- eller regionvalgsdebatter, og få dine politikere til at tage stilling.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.