Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Har tidligere arbejdet som organisationskonsulent i en faglig organisation. Født i 1985 og mor til én. Bor i København.
KAN I HUSKE, da Frankrig fik ny præsident sidste år? De danske medier flød over med begejstrede artikler om den talentfulde, unge præsident, og hans vision om et styrket EU blev gjort til modvægt til USA’s Trump, som var tiltrådt få måneder forinden.
I denne uge var Emmanuel Macron så forbi EU-parlamentet til en debat om fremtidens EU. Når det er særlig interessant, hvad Macron siger, så skyldes det naturligvis, at det stadig er Frankrig og Tyskland som er drivende i EU – deres visioner har en klar tendens til at blive realiserede.
MACRON KRÆVER reformer af unionen, og når man ser på, hvordan det hele fungerer i dag, så er det nemt at være enig om behovet:
Borgerne føler sig kørt over, og beslutninger træffes bag lukkede døre, langt væk fra dem. Demokratiet i EU har sværere kår.
Men er det nu faktisk dét, som Macron vil ændre? Lad os se lidt nærmere på, hvad han egentlig sagde i Parlamentet.
Macrons opskrift på at redde EU ud af krisen er den samme, som vi har fået præsenteret før: Mere magt til EU og mindre magt til medlemslandene.
Macron har længe været frontkæmper for EU-føderalisterne og han blev da også mødt med stor jubel af mine kollegaer, som elsker når en præsident kommer og fortæller, hvordan vi i EU skal have meget mere magt og hvordan han absolut vil nægte ethvert tiltag, der giver mere suverænitet til landene.
OPSKRIFTEN ER SIMPEL: Macron vil have EU-skattepolitik, EU-militært samarbejde, én EU-stemme i verden, flere EU-handelsaftaler og et meget større EU-budget.
Debatten om borgernes manglende inddragelse blev dog helt besynderlig. I EU-systemet tror man åbenbart fuldt og fast, at mere magt til EU vil betyde, at borgerne pludselig vil føle sig hørt. Ikke et ord fra de høje herre om folkeafstemninger eller at give borgerne noget mere reelt indflydelse.
Sagen er jo den, at der er brug for nogle helt andre reformer.
Der er brug for at flytte magten tilbage til borgerne, at decentralisere beslutningerne. Både når det gælder velfærden, arbejdsmarkedet, forbrugerbeskyttelse, skattepolitik, liberaliseringer og alt muligt andet.
Det er bare slet ikke på radaren i EU, at man også kunne afgive magt til borgerne. Nej, her ser man kun på, hvordan man kan hive endnu mere magt til Bruxelles.
Det er godt nok en sørgelig reform-dagsorden.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.