Der bliver blogget flittigt i Danmark og det meste af verden. Og flere og flere opretter en blog.
Men skal man tro britiske analytikere, er blogtendensen ved at nå sit højdepunkt. BBC skriver, at antallet af blogs vil stige ind til midten af næste år. Her vil antallet af blogs finde et stabilt leje på cirka 100 millioner på verdensplan, spår analytikerne fra analysefirmaet Gartner.
Alle mennesker, der er interesserede i at have en blog, har efterhånden oprettet én, mener Gartner. De, der har fået smag for blogverdenen, vil blive ved med at blogge, mens andre langsomt vil miste interessen igen. Ifølge Gartners opgørelse har 200 millioner mennesker allerede droppet at skrive på deres blog.
BBC skriver i øvrigt, at der hver dag bliver oprettet 100.000 blogs, og der hver dag bliver skrevet nye indlæg på 1,3 millioner blogs verden over.
En blog - oprindeligt hed det en weblog - er en slags personlig dagbog på internettet, som alle andre brugere af internettet kan læse. Den kan for eksempel indeholde holdninger, oplevelser og følelser, som man har lyst til at dele med andre. Andre kan så poste kommentarer og dermed er debatten i gang.
På Avisen.dk er det også muligt for læserne at oprette en blog - blandt andet kan man blogge direkte om avisens artikler. Du kan oprette din egen blog ved at klikke her.