Af Lars Igum Rasmussen
Har du styr på dit blodtryk? Sikkert ikke.
Selvom de fleste danskere får tjekket deres bil og tænder ved årlige syn, så ved de færreste, om deres blodtryk er så alarmerende højt, at blodpropper og hjerneblødninger lurer om hjørnet.
350.000 danskere har forhøjet blodtryk, og mange aner det slet ikke. 2.000 dør årligt direkte som følge af deres galoperende blodtryk.
Derfor ønsker medicinalindustrien, at alle danskere over 45 år får målt blodtrykket ved årlige sundhedstjek.
- Danskernes høje blodtryk koster hvert år menneskeliv. Jeg forstår simpelthen ikke, at det danske sundhedsvæsen bruger masser af penge på dyre behandlinger, når skaden først er sket, mens den forebyggende og opsøgende indsats får så lidt plads. Sundhedstjek ville redde liv, siger administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen (Lif) Ida Sofie Jensen.
Lif har udarbejdet en blodtrykshandlingsplan, der offentliggøres fredag.
Handler det her ikke bare om, at I vil sælge mere medicin?
- Forslaget vil give gode sundhedsresultater og nedbringe dødsrisikoen. Men jo, vi vil gerne sælge mere medicin, hvis patienterne har brug for det. Og det har de altså her, siger Ida Sofie Jensen.
Hjerteforeningen, der torsdag starter en kampagne om kvinder og hjerte-kar-sygdomme, modtager initiativet yderst positivt:
- Alt for mange danskere går med forhøjet blodtryk i årevis. Det er livsfarligt. Men de opdager det ofte først, når de får en blodprop eller en hjerneblødning. Derfor bør så stor en del af befolkningen som muligt tilbydes regelmæssige undersøgelser for forhøjet blodtryk, så det kan behandles i tide, siger overlæge på Rigshospitalet og formand for Hjerteforeningen Henrik Sillesen.
Overlæge Tom Skyhøj Olsen, apopleksiafsnittet på Hvidovre Hospital, er enig i, at danskernes blodtryk generelt er for højt. Men han mener ikke, at sundhedstjek er vejen frem:
- Mange af de patienter, jeg får ind med hjerneblødninger, bliver i forvejen behandlet for forhøjet blodtryk med medicin. Derfor handler det om at ændre danskernes livsstil, så de slet ikke får forhøjet blodtryk, siger han og gentager mantraet om mere motion, sund kost, nul tobak og mindre alkohol som løsningen.