Danske forskere har gjort en vigtig opdagelse. Et lille indikator-protein, som hedder 'Brain-derived neurotrophic factor', BDNF, kan afsløre en ældre kvindes evne til at leve længe.
Det lille protein beskytter blandt andet vores hjerneceller, når de udsættes for skadelige påvirkninger. Derfor er det godt, hvis niveauet af BDNF i blodet er højt.
Opdagelsen er gjort, fordi et hold danske forskere har undersøgt, hvordan proteinniveauet hos ældre mennesker ligger, og har deraf fundet frem til, at niveauet af BDNF-proteinet hænger sammen med den indre sundhed. Det skriver Videnskab.dk.
"Man kan sige, at niveauet af BDNF er en uafhængig faktor, som kan give et fingerpeg om, hvordan den indre tilstand er hos de ældre kvinder, og fortæller noget om, hvor stor chancen er for, at de også får de næste år med," siger læge, dr.med. og ph.d. Helle Bruunsgaard fra Rigshospitalet til, som har været med på forskerholdet bag undersøgelsen.
Desværre havde proteinet ikke samme betydning for mænd, så proteinniveauet kan kun bruges som en indikator for de ældre kvinders evne til at leve længe.
Desværre vil en måling af proteinniveauet i blodet kun blive brugt i forsknings øjemed.
Forskningsresultaterne bygger på en undersøgelse af 188 personer fra de var fyldt 85 år og til og med de 90 år. 117 af deltagerne var kvinder og 71 var mænd.