Jan Ullrich har haft den spanske dopinglæges spidse nåle i sine blodårer.
Det oplyser statsadvokaten i Bonn, Friedrich Apostel, efter at DNA-prøver nu endegyldigt har bevist, at Jan Ullrichs blod er i flere af de blodposer, som spanske myndigheder konfiskerede hos lægen Eufemiano Funtes kort før Tour de France 2006.
Det skriver det tyske sportsmagasin Kicker.de.
Den tyske cykelrytter Jan Ullrich har ellers flere gange nægtet at have haft nogen som helst forbindelse med dopingsagen og den omstridte læge.
De beslaglagte blodposer er det centrale omdrejningspunkt i sagen, som i medierne er kendt som Operacion Puerto .
Sagen har drejet sig om at finde ud af, hvilke cykelryttere, der kunne sættes i forbindelse med det beslaglagte blod. Ingen cykelryttere har meldt sig frivilligt, men nu ser det altså ud til, at Jan Ullrich er den første, der med sikkerhed kan sættes i forbindelse med poserne.
Grunden til, at statsadvokaten i Bonn, Friedrich Apostel, har kigget nærmere på blodposerne er, at han er i færd med at forberede en retssag mod Jan Ullrich, som står anklaget for at have bedraget sit tidligere cykelhold T-Mobile.
Det er kun kort tid siden, at den tidligere vinder af Tour de France bebudede, at han forlod den internationale cykelsport.