Et blodigt mysterium udspiller sig i disse timer i Memphis i USA.
I nat blev politifolk mødt af et grufuldt syn i en bolig i den nordlige del af byen.
Fire voksne og to børn var dræbt af skud, og yderligere tre små børn blev fundet stærkt kvæstede af skud på adressen.
Politiet er fortsat på bar bund, oplyser tv-stationen CNN.
- Vi aner simpelthen ikke, hvad motivet skulle være. Vi står bare med ligene af fire voksne og to børn, siger den lokale politichef, Jerry Guin.
Ejeren af huset, Rob Robinson, der lejede huset ud til familien, er chokeret. Han fortæller til CNN, at familien altid betalte husleje til tiden og hjalp med at vedligeholde huset.
- De var ganske søde og meget høflige, siger han til CNN.
Det er endnu uvist, om alle de dræbte og kvæstede var i familie med hinanden.
De sårede børn i alderen fra ti måneder til syv år er indlagt på hospitalet. Et af børnene er fortsat i livsfare.